• Med falske Facebook-profiler misbruges økonomiske eksperter og lokker danskerne i investeringsfælder: »Jeg får helt ondt i maven«

    Источник: BDK Finans / 25 апр 2025 08:18:42   America/Los_Angeles

    Først var det en række kendte tv-værter som Kaare Quist, Divya Das og Anders Lund Madsen, hvis navne og ansigter blev udnyttet i forsøget på at svindle danskere på sociale medier. Nu misbruges også økonomiske eksperter. For gennem falske profiler på blandt andet Facebook lægges opslag op, hvor det foregives, at eksperterne deler investeringsråd. Eksperter, som ofte bliver brugt af en række medier til at kommentere økonomi og erhvervsliv. En af dem er privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank Louise Aggerstrøm, der af bekendte blev gjort opmærksom på falske opslag om aktieanbefalinger, hun intet har at gøre med. »Man lukrerer på den troværdighed, vi har i forhold til at udtale os om økonomi til at misbruge folks tillid. Jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at der er nogen, der i god tro har trykket på noget af det her og mistet penge,« siger hun og fortæller, at det er første gang, hendes navn og ansigt er blevet misbrugt af svindlere. »Det er ikke så sofistikeret og ligner ikke noget, jeg kunne finde på at udtale mig om. Det ved jeg, men det er der jo mange, der ikke ved,« tilføjer hun. Også Louise Aggerstrøms kollega, Danske Banks cheføkonom Las Olsen, er blevet offer for at blive misbrugt til at sprede falske nyheder. Gennem en falsk profil med billeder af ham foregives det, at Las Olsen giver råd og udpeger aktier, hvor der kan hentes kolossale afkast. »Du er magtesløs« Det samme gør sig gældende for Peter Garnry, der er porteføljeforvalter og administrerende direktør i Gesda Capital og tidligere aktiestrateg i Saxo Bank. I talrige opslag bliver hans navn og billede brugt til at lokke danskere ind med falske investeringsråd. »Bare fra i går til i dag er der kommet ti nye kampagner på med mig,« siger han. Heller ikke Peter Garnry har før fået sit navn og ansigt misbrugt på Facebook eller Instagram, hvis moderselskab er techgiganten Meta. Han fortæller dog, at han på platformen X, tidligere kendt som Twitter, har oplevet at være blevet brugt til svindel. Med inspiration fra Xs ejer, Elon Musk, har Meta på det amerikanske marked i januar fyret faktatjekkere på Facebook og Instagram og mener i stedet, at moderationen skal styres af brugerne selv. Ifølge Facebook-stifter Mark Zuckerberg har der været »for meget censur«. Kort fortalt vil Meta ikke længere »gøre sig til dommere over, hvad der er sandt«. Både Louise Aggerstrøm og Peter Garnry fortæller, at de har forsøgt at få Facebook til at fjerne de falske profiler ved at rapportere det gennem en formular på det sociale medie. »Jeg har også fået andre til at rapportere, at der er nogen, der udgiver sig for at være mig,« siger Louise Aggerstrøm. Da Berlingske taler med hende, er profilen stadig tilgængelig, fortæller hun og påpeger, at man som offer for misbrug ikke har andre muligheder for at stoppe svindlen. »Det er sindssygt ærgerligt, at man ikke tager det mere alvorligt,« siger Louise Aggerstrøm og bakkes op af Peter Garnry. »Vi har at gøre med et af verdens største selskaber, som hverken har en telefon eller e-mail, du kan komme i kontakt med. Du er rimelig magtesløs,« siger han og fortæller, at han overvejer at anmelde de falske opslag til Forbrugerstyrelsen. I alle tre tilfælde af misbrug gør sig gældende, at svindlere har betalt Facebook for at få promoveret de falske profiler og opslag. Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Facebook gennem selskabets politiske chef i Norden, Martin Ruby. Han henviser til Metas presseafdeling, som Berlingske efterfølgende har henvendt sig til og afventer svar fra. »Det er jeres ansvar« Sidste år fik de falske annoncer DR, TV 2 og B.T. til at skrive og dele et åbent brev til Meta efter store mængder falske artikler, hvoraf en stor del ligeledes var falske investeringsråd. Her opfordrede medierne Meta til at tage ansvar og fjerne falske indlæg, der udnytter de kendte værter og vildleder danskerne. »Vi vil ikke lægge ansigt til mere fake news. Det er jeres platform, og det er jeres ansvar,« lød det i en kampagnevideo, hvor en række kendte ansigter – efter eget udsagn – forsøgte at råbe Meta op. Det skete blandt andet med henvisning til, at man ikke kan komme i kontakt med selskabet på hverken telefon eller mail. Mens svindlerne bruger de kendte ansigters troværdighed til at snyde danskerne, mener Peter Garnry ikke, at misbruget af hans navn og billede skader hans personlige troværdighed. Han påpeger dog, at opslagene kan skade investortilliden og vurderer, at manglen på moderation vil føre til, at flere som ham ville få misbrugt deres identitet. »Min største frygt er, alle de her platforme bliver oversvømmet med misinformation og ligegyldigt indhold,« siger han. Opgaven med at begrænse svindlen nu og i fremtiden ligger for nuværende hos Europa-Kommissionen og det irske såkaldte DSA-tilsyn. DSA står for Digital Services Act. Det skrev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse i maj. »Meta, som står bag Facebook og Instagram, har pligt til at begrænse risikoen for, at der udbredes ulovligt indhold på Metas platforme. Vi vurderer på baggrund af vores indledende undersøgelser, at Meta kan have overtrådt reglerne. Vi har derfor oversendt sagen til videre behandling hos Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn. Det sidste sker, fordi Meta har sit europæiske hovedsæde i Dublin,« udtalte Jakob Hald, direktør i i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, dengang. https://www.berlingske.dk/virksomheder/med-falske-facebook-profiler-misbruges-oekonomiske-eksperter-og
Опубликовать